MUSIC NEWBORN - Oliver Hirsh

koncerter med gambe

 

om gamben

Gamben - egl.: viola da gamba,- holdes med benene i stedt for med armen (da braccio). Da den strøgne vihuela én gang havde fundet vej fra Spanien til Napoli mod slutningen af det 15. århundrede, vandt den snart anerkendelse i hele Italien som optimal ledsager til sang, enten som akkompagnement til solostemme i kortere stykker (som frottole, strambotti, laude) eller som fordobling eller erstatning for sangstemmer i madrigaler, canzonette, osv. Kendskabet til gamben og dens muligheder spredtes hurtigt til resten af kontinentet og til England. "Egnet til gamber og sangstemmer" hed det ofte på de trykte forsider.

For at dække hele det toneområde, der var nødvendigt til ensemblespil, udviklede gamben sig - i lighed med andre renaissanceinstrumenter - til en familie, der omfattede mindst tre størrelser. Seks strenge stemt i kvarter og en terts blev normen, og dette gav muligheden for at spille akkorder ligesom dens knipsede slægtninge. Dette var særlig nyttigt i solorepertoiret, som mest var tiltænkt de største gamber (bas, til tider under navnet 'tenor'). De tidlige publikationer indeholder musik på et højt teknisk niveau.

Lejlighedsvis har vi haft fornøjelsen at demonstrere de tre følgende gambetyper med eksempler på den hertil svarende solomusik: Den venetianske gambe fra det 16. århundrede; engelsk gambemusik fra tiden omkring 1600; den tyske barokgambe, repræsenteret ved et originalinstrument bygget ca.1700 i Berlin. 

Italienske renaissancegamber

De første nodetryk, der indeholder gambemusik, stammer fra tiden omkring 1500. I midten af 1500-tallet havde den instrumentale ricercare allerede en anselig tradition bag sig med værker af betydelig længde, ofte bygget op omkring flere forskellige musikalske emner. På grund af disse værkers store stemmeomfang må man formode, at de er tænkt til udførelse på gamber.

Der findes kun ganske få vidnesbyrd om de tidligste gamber, men fra omkring 1600 er der bevaret et antal instrumenter. En kendt kridttegning af en venetiansk model er dateret 1591 - og den kan vel vanskeligt være tegnet, før denne letgenkendelige gambetype blev kendt? Instrumenter af denne type, hvor basstrengene er sammensnoede af tyndere strenge ligesom tovværk, og hvor buen holdes som på de historiske illustrationer, tegner efter vores erfaring polyfoniens linjer meget klart. Ligeledes er de velegnede til de hurtige passager der kendes i diminutionskunsten, hvor en melodisk linje udsmykkes i kortere nodeværdier (som f.eks. hos Diego Ortiz).

Engelske gamber ±1600 

Det mest righoldige repertoire for ensemble er måske det, som blev komponeret i England for gambeconsort, og som spillede en fremtrædende rolle i selskabelige sammenkomster og hjemmeliv. Der dyrkedes også musik for sologambe og gambeduo, med og uden akkompagnement. Simpsons anvisninger og illustrationer viser vej i den rigtige retning (buegreb, holdning, o.s.v.), og de tykke, men bøjelige basstrenge (af tarm) charmerer med deres bløde resonans.

Tysk gambe Jahrgang 1700 

Vi råder over et ypperligt originalinstrument af Tielkes medarbejder Meinertzen, ideelt til opførelse af solo- og kammermusik af Händel, Hacquart, Bach, Telemann. (På denne tid havde strenge overspundet med metal vundet sikkert fodfæste i bassen.)

   

index | baggrund | koncerter | workshops | cd | kurser | kompositioner | kontakt