MUSIC NEWBORN - Oliver Hirsh

 

ut re mi fa sol la

 

Sydeuropæerne kalder tonerne do re mi fa so la si lige som vi siger c d e f g a b(h), og føjer så kryds el. b til efter behov, da navnene hverken besidder melodisk eller harmonisk funktion.

Andre forbinder stavelserne (dog ti i stedet for si) efter ”tonika-do” pædagogikken til tonearten, med do som chef, harmoniens grundtone.

Men hvad har hver sanger først og fremmest brug for at vide? Det er klart: hvor halvtonetrinene, der er afgørende for hvert melodisk forløb, befinder sig.

De tidlige musikere kendte til seks stavelser – ut re mi fa sol la – som indkredser halvtonetrinet mi fa og omfatter de tre fire-tone-mønstre (tetrachorder) der udgør byggestenene i alle tonearter. (Slægtskab med vor tids ungarsk inspirerede kirketonale solfège?)

Når der kun er seks stavelser, forudsætter hver skala genbrug af flere af dem; selv når der kun tages højde for tonearter uden fortegn eller med ét b, tildeles de fleste toner tre forskellige, som her i Adam Gumpelzhaimers Compendium fra 1611.

 

Mange komponister har leget med disse seks trin, brugt dem som tema eller som cantus firmus. Nogle gange plantes rækken ét fast sted, som i det ene Ut re mi fa sol la af Byrd (hvor den overlades til en anden spiller). Men ofte vælger den udgangspunkter blandt flere mulige og i forskellige stemmer, både høje og dybe, som tilfældet er med Byrds stykke i G, hvor hexachordet (seks toner) prøver lykken ud fra G, D, C, F, A og B.

Middeltonestemningen tager sit navn efter den praksis at stemme sekunderne fa – sol, sol – la, ut – re og re – mi lige store, et kompromis midt imellem de heltonetrin som 8. og 9. overtone og 9. og 10. danner (og tilsammen udgør 4. og 5. overtones rolige store terts).

I sammenligning med andre stemninger opleves halvtonetrinet her som et stort skridt, langt fra det gængse knappe f. eks. v. ledetone). Syng selv med i Bonjour mon cueur!

 

index | baggrund | koncerter | workshops | cd | kurser | kompositioner | kontakt