MUSIC NEWBORN - Oliver Hirsh

 

Et spørgsmål om temperament...

 

Den indvendige musik
Den findes uden at sætte svingninger i rummet, f.eks. når vi forlader en koncert eller en gudstjeneste, og det sidste stykke klinger videre i hukommelsen, eller når en komponist funderer over en melodi uden at synge eller spille den. (Knudåge Riisager beretter om tårerne, der løb mens en bekendt læste noder.)

Stemmer den?
Er den musik vi hører inde i hovedet afhængig af stemning? Kender den begrænsninger i omfang (støder den indre skala imod en mur, når man følger den i tanken)? Det er vel sangstemmerne der siger stop, og instrumenterne der lægger tonerne fast.

I rummet
Vi genkender en ren kvint; ligeså en ren terts, forudsat vi fritstiller hørelsen for den forvrængning, den ligesvævende 12-tone-skala påtvinger os. Det er endda muligt at synge flere treklange i flæng rent. (Prøv eksemplet: beholde rækkefølgen og holde tonerne i hver takt.)

Meget vanskeligere bliver det på instrumenter med faststemte toner, da overtonernes kvint (2:3) er stor, og storterts (4:5) alt for lille til at de kan passe sammen. Skal musikken kunne rumme samklange med forskellige grundtoner må der nødvendigvis indgås kompromis: stablede kvinter og tertser må bøjes drabeligt imod hinanden for at mødes med oktaver.

Mægling i striden
Når treklangen indtager en central rolle i harmonien opstår den store forhandling mellem kvinter og tertser. Fordi tertsen – særligt på akkordisk spillede instrumenter - er det interval der betyder mest for samklangen, blev den rene storterts grundelementet for temperering i renaissancetiden. Den giver ro, formilder den uundgåelige svævning, der påtvinges kvinterne.

Middeltone-temperering
Sådan hedder systemet, der længe anvendtes ved stemning af orgler: med 12 toner pr. oktav stemmes 8 stortertser herligt rene. Her måtte der vælges mellem dis og es; cirklen var jo brudt. Dér, hvor den moderne ligesvævende stemning – ved hjælp af enharmonisk stavning - byder på 3 alt for store tertser, giver middeltone-stemningen os to dejlige prinsesser og én heks, der rettelig må identificeres som formindsket kvart (og kan nydes i første del af Byrds pavan i d).

For at imødekomme de rene tertser må kvinterne knibes gevaldigt,- med én undtagelse: hullet, hvor cirklen afsløres som spiral! (I sit lange Ut re mi fa sol la morer Byrd os med at overskride grænserne, én gang hver, til b- og kryds-siden.)

Opdagelsestrang
Ønsket om at kunne besøge videre tonearter førte til, at man måtte bygge flere end 12 taster pr. oktav ind i klaviaturet, hvorved spiralen blev forlænget med et par rene tertser til. Sådanne subsemitoner blev ikke blot indført – også på harpen – i Italien, men ifølge Ibo Ortgies fandtes på enkelte nordtyske orgler.

Opløsning
Christopher Stembridge citerer fra en håndskriftlig kilde, der anviser hvordan man kan opbløde den ’strenge’ middeltone-stemning, og til og med favorisere en vigtig kvint (G – D). Ved at fire (fem?) toner hæves lidt, ofres to af de rene tertser, mens to andre kompromitteres noget.

Tempereret velfærd
For at muliggøre ubegrænset kromatik inden for 12 toner, må man gribe til en uregelmæssig fordeling af urenhederne. I løbet af baroktiden indførte man så forskellige systemer der forbandt spiralen, fik lukket hullet i cirklen ved et nærmest ovalt kompromis.

Den udbredte skrøne til trods, at Bach skulle have benyttet – endda indført - den ligesvævende temperering, opvejede den veltempererede stemning pinligt snævre kvinter med pæne tertser og skingre tertser med rolige kvinter.

Ikke uden grund berettede Bachs ene søn: ”stemningen var altid god!” Den kunne umuligt have bestået af lige smudsige intervaller, men behandler alle treklange venligt, og fastholder charmen ved deres forskellige karaktertræk. Mønstret på vellykket integration?

 

index | baggrund | koncerter | workshops | cd | kurser | kompositioner | kontakt